torsdag den 8. august 2013

Il pleut

Kære, kære verden - tak for regn i nat. Jaja, det er ikke verdens mest populære udtalelse. Men Jesus hvor var det en befrielse at sove uden de små brødre, der klynkede, klistrede og roterede ovenpå mig!

Solveig (si - prinzezzen har også et andet navn) var også i noget mildere stemt lune efter regnen. Vi spiste morgenmad sammen, og hyggede os - sgu! Og Faderen blev faktisk slet ikke nævnt - overhovedet. Eller .. han blev først nævnt, da jeg foreslog en "heltvildthyggeligshoppeeftermiddagbareformorogdatter-altzåentøzetur". Der er vi så ikke heeeelt endnu. Kunne jeg forstå.




Til gengæld regnede det også, da jeg cyklede ned i børneren med de små brødre. Det havde det så ikke behøvet. Om de små brødre også hedder noget? Ja, det gør de: Thor og Karl - og ja, man aner et nordisk tema og nej, vores børns navne er ikke videre originale. Solveig har spurgt, hvordan hun evaaaah skal begå sig i en globaliseret, engelsktalende verden. Jeg ved det ikke, jeg tænkte ikke over det i navngivningsprocessen, jeg har undskyldt. Solveig Hjørdis Fredsnet gør sig ikke sådan riiiigtigt på den internationale scene.. overhovedet.

Men brødrene Thor Ask og Karl Erik Fredsnet havde cykelhjelm på i morges! Det havde jeg så ikke.. Men der er sgu nok heller ikke så meget at passe på derinde. Det syntes pædagogen fra i går heller ikke, da hun tog imod os. Kunne jeg fornemme.


Kom hjem og fandt diverse aftenskole-kataloger i postkassen. Sad drømmende og forestillede mig både korsang, spanskundervisning, kreative juleværksteder og guidede ture i Nyhavn. Skrev til Eske og spurgte, hvornår man er gammel nok til at måtte melde sig til et AOF-kursus. Han har ikke svaret. Så det er nok ikke endnu.
I virkeligheden er Eske tre år ældre end mig, så han har faktisk passeret de mytiske "four - oh" (altså som i fyrre - han er fyldt 40 - for et par år siden). Jeg er ikke 40 - endnu. I virkeligheden er jeg nok nærmere de 50 på visse punkter - jeg har nærmest udviklet en passion for at blive ældre, for gåture og seniorklubber.
Eske har knap rundet de 30 inde i hovedet. Det kan godt give interessekonflikter. Men se nu engang, hvor man hygger sig!

Og må det godt stoppe med at regne igen - det er rigeligt nu, tak.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar